Hvorfor har jeg hovedpine når jeg vågner om morgenen?
Du kender det sikkert, vækkeuret ringer og du vågner med en dunkende hovedpine - Det er mildest talt en dårlig måde at starte dagen på! ⏰ 🥴
Der kan være flere årsager til at du er tung i hovedet om morgenen og tit vågner med hovedpine.
Nedenfor gennemgår jeg nogle af de hyppigste årsager til “morgenhovedpine”, og hvad du kan gøre for at lindre dine smerter eller få dem til at forsvinde helt - så du igen kan vågne frisk som en havørn! 🦅
Indholdsoversigt
Morgenhovedpine på grund af dårlig temperatur i soveværelset
Morgenhovedpine på grund af muskelspændinger i ryg, nakke og hals
Relaterede spørgsmål (FAQ)
Har jeg hovedpine om morgenen på grund af dehydrering?
Det kan være at din hovedpine om morgenen er et resultat af dehydrering, som følge af at du ikke har indtaget væske i perioden op til du gik i seng og i løbet af natten.
Vores hjerner består faktisk samlet set af 80% vand, og ved dehydrering skrumper hjernen og trækker sig væk fra knoglevæggen i kraniet.
Dette agiterer vores smerte receptorer i hjernen, og skaber altså hovedpinen.
Hovedpine på grund af dehydrering kan undgås ved at opretholde væskebalancen i kroppen.
Det gøres ganske enkelt ved at sørge for løbende at drikke små mængder vand.
Det hjælper dog ikke at bælle en masse vand på en gang da kroppen kun kan optage små mængder ad gangen.
En tommelfingerregel siger at man ved hovedpine forårsaget af dehydrering kan drikke 200-250 milliliter vand hvert 20 minut indtil hovedpinen aftager.
Mærker du ingen forbedring inden for 1,5 time, er der måske en anden årsag til hovedpinen.
Husk at kaffe, te og alkohol er vanddrivende, og altså ikke hydrerer i samme grad som helt almindeligt postevand.
Er min hovedpude skyld i min hovedpine om morgenen?
Måske! Hvis du vågner med hovedpine, kan det til tider være grundet anspændte nakkemuskler forårsaget af en dårlig liggeposition på din hovedpude under søvnen.
Ideelt set burde din pude støtte din nakke og dit hoved, således at du ligger i en neutral position og dermed ikke udsætter dine muskler for spændinger henover natten - det er nemlig disse spænd der typisk er årsag til ondt i hovedet om morgenen.
Din pude kan enten være for hård eller for blød, eller have en dårlig pasform til dit hoved.
Prøv eventuelt med forskellige typer hovedpuder - jeg har personligt haft gode erfaringer med hovedpuder lavet af det såkaldte memory skum 🛌 💤
Disse puder har også vist sig at være gode som hovedpude mod nakkesmerter da det holder hvirvlerne i nakken neutrale under søvnen.
Hvis du er en af dem der altid har sovet på maven og ikke umiddelbart kan lave det om, er der nogle få gode råd at følge.
Med hensyn til din hovedpude burde du finde en meget tynd en af slagsen eller slet ikke bruge en.
Det anbefales også at man som “mavesover” anskaffer sig en pude til understøtning af ens bækken. Dette forbedrer din rygs position under søvnen.
Kan temperaturen i mit soveværelse være skyld i hovedpine om morgenen?
Ja, det kan den rent faktisk godt.
Hvis der er alt for koldt i dit soveværelse, kan det give hovedpiner som følge af muskelspændinger.
Hvis der er for varmt vil du have svært ved at falde i søvn, da det påvirker nogle af de processer der sker i kroppens egen døgnrytme.
Som hovedregel siger man at der bør være mellem 16-18 grader i dit soveværelse om natten.
På trods af at din krop automatisk sænker sin egen kernetemperatur for at fordre søvnen, bør der altså ikke være koldere end 16 grader.
Hvis du vågner og fryser er det i hvert fald et tydeligt tegn på at du bør skrue op for varmen, og ligger du og ruller rundt uden at kunne falde i søvn kan det være at temperaturen i dit soveværelse er for høj.
Så hvis du vågner med hovedpine hver morgen bør du tage et kig på temperaturen i værelset.
Kan afhængighed af koffein og nikotin give hovedpine om morgenen?
Ja, afhængighed af koffein, nikotin og andre stimulanser såsom alkohol kan resultere i abstinenser, hvoraf hovedpine om morgenen kan være en af symptomerne.
Hvis du føler at din hovedpine er hyppig og hurtigt aftager efter du har fået din morgenkaffe/-smøg, kan der være tale om at din hovedpine skyldes abstinenser.
Er dette tilfældet må du gøre op med dig selv, i hvilken grad du er villig til at ændre din livsstil for at forbedre dit velvære.
Når det kommer til kaffen, er der et hav af koffeinfrie alternativer, der smager mindst lige så godt som “den ægte vare”.
Rygningen er sværer at finde erstatninger for, da afvænningsprodukter såsom nikotin-tyggegummi, plastre og e-cigaretter jo altså stadigvæk indeholder det afhængigheds-skabende stof nikotin.
Det er desværre notorisk svært at holde op med at ryge, og folk falder ofte tilbage i afhængigheden efter at have prøvet at stoppe.
Hvis du overvejer at lægge rygningen på hylden er der gratis rådgivning at hente på stoplinien.dk
Giver kæbespændinger hovedpine om morgenen?
Det kan det gøre ja, og folk der har meget spændte kæber oplever også ofte at de skærer tænder om natten.
Så hvis din tandlæge har foreslået at du skal have lavet en bideskinne til når du sover, er der meget stor sandsynlighed for at du går rundt med kroniske kæbespændinger.
Årsagen til kæbespændinger kan være såvel fysisk som psykisk.
Hvis du har underbid, eller et skævt kæbeparti kan det påvirke dine kæbemuskler og resultere i spændinger.
Dette er noget du kan få undersøgt, og i meget slemme tilfælde kan blive opereret for.
Spændinger i dine kæber kan dog også have ophav i din psykiske tilstand.
Hvis du føler dig stresset i hverdagen, eller ofte befinder dig i pressede situationer, kan dine kæbespændinger opstå på grund af det.
Som kropsterapeut ser man ofte at kæbespændinger er et udtryk for tilbageholdte eller uudtrykte følelser, der ligger latente i kroppen.
Prøv eventuelt at arbejde med stressreduktion eller giv din lokale kropsterapeut et besøg.
Giver muskelspændinger i ryggen, nakken og halsen hovedpine om morgenen?
Ja, muskelspændinger i ryggen, nakken og halsen er en meget hyppig årsag til hovedpiner.
Hvis du eksempelvis ligger forkert om natten eller generelt er meget anspændt, kan det forplante sig op i hovedet og give smerter.
Hvis du er meget fysisk aktiv, har dårlige arbejdsstillinger, eller er meget stresset vil du med stor sandsynlighed opleve kroniske spændinger i de ovennævnte muskelgrupper.
Her kan massage, kropsterapi og andre former for behandling være meget effektivt til at reducere dit spændingsniveau, og dermed også mindske dine hovedpiner om morgenen.
[Læs eventuelt mit blogindlæg omkring behandling af hovedpine her]
Kan lys- og elektronik ”forurening” give hovedpine når jeg sover?
Til dels ja, lys kan påvirke din krops naturlige døgnrytme og elektronik kan udsende svag støj eller lys, der også påvirker din nattesøvn.
Søvnunderskud kan give hovedpiner om morgenen.
Når kroppen gør sig klar til at sove udskiller hjernen hormonet melatonin, der er med til at gøre os søvnige.
Dette er del af kroppens naturlige døgnrytme.
Udskillelsen af melatonin er dog styret af mængden af lys i vores omgivelser i tiden op til vi skal i seng, og udskilles altså ikke i tilstrækkelig grad hvis du enten sidder foran din computer til sent på aftenen eller har tændt alt lyset i dit soveværelse.
Du burde i bund og grund betragte dit soveværelse som en hule, hvor der skal være mørkt og køligt når du skal til at putte dig under dynen.
Der har været mistanke om at de elektromagnetiske bølger som elektronik udsender, kan have en effekt på vores hjerne og dermed også på kvaliteten af vores søvn.
Der er dog ikke nok videnskabelige beviser for at dette skulle have en betydelig indflydelse på din søvn.
Kan graviditet give hovedpine om morgenen?
Det kan det ja.
Under graviditeten, særligt i begyndelsen, sker der fantastisk meget i kroppen.
Især de hormonelle systemer ændrer sig, og det kan give en række symptomer såsom hovedpine og kvalme om morgenen.
Dette aftager som regel efter 3 måneders tid i graviditeten.
Imens det står på, kan det anbefales at du har fokus på at drikke tilstrækkeligt med vand, ligge godt når du sover, undgå unødige stressfaktorer og eventuelt opsøge alternativ behandling med fokus på afslapning af kroppen.
De fleste massageklinikker vil kunne tilpasse deres brikse til gravide, for hvem det kan være en befrielse at kunne ligge på maven for en stund, mens der bliver taget hånd om den stive lænd.
Relaterede spørgsmål (FAQ)
Hvorfor har jeg migræne om natten?
Nogle mennesker, der oplever migræne, oplever også, at de er mere tilbøjelige til at få anfald om natten.
Det er dog vigtigt at bemærke, at ikke alle natlige hovedpiner er migræne.
Faktisk er mange af dem det, der er kendt som Hortons hovedpine.
Hortons hovedpine er en type klyngehovedpine, der er karakteriseret ved en skarp, gennemtrængende smerte i den ene side af hovedet.
Smerten er ofte ledsaget af rødme og hævelse i det berørte øje.
Hortons hovedpine varer typisk i 15-30 minutter og forekommer flere gange i løbet af natten.
Der findes desværre ingen kur mod Hortons hovedpine, men der findes behandlinger, som kan hjælpe med at mindske hyppigheden og sværhedsgraden af anfaldene.
Disse omfatter brug af smertestillende midler og anvendelse af is eller varme på det berørte område.
Man har også fundet ud af at brug af ren ilt, altså via en maske der får tilført ren ilt fra en beholder, kan hjælpe på anfaldene.
Hvis du har mistanke om, at du lider af Hortons hovedpine, er det vigtigt at gå til lægen, så du kan få den rette behandling.