Sådan hjælper du en stressramt partner, ven eller en i familien
Stress er en del af livet, men når det begynder at tage overhånd og gribe ind i vores dagligdag, bliver det et problem.
Hvis du har en partner, et familiemedlem eller en ven, der kæmper med stress, kan det være hårdt at stå på sidelinjen, og være i tvivl om hvordan man bedst kan hjælpe 🤔
Derfor vil jeg i dette blogindlæg give dig nogle brugbare råd til, hvordan du effektivt kan støtte en stressramt person i dit liv.
Lad os hoppe ud i det.
Indholdsfortegnelse
Forstå hvad stress er - så du forstår personens situation
Det første skridt i at hjælpe nogen med at håndtere deres stress er at forstå, hvad stress rent faktisk er, og hvad der forårsager det.
Du kender sikkert selv til følelsen af at være stresset, hvis du har haft for meget at se til i en periode.
Stress er ganske enkelt kroppens naturlige reaktion på enhver form for krav eller trussel ⚔️
Når vi opfatter noget som farligt eller særligt krævende, går kroppen i gang, og frigiver stress hormoner som adrenalin og kortisol.
Denne "kamp-, flugt eller frys reaktion" sætter en række fysiologiske processer i gang i kroppen, som er designet til at hjælpe os med at håndtere trusler.
Reaktionen er i og for sig helt ok at opleve fra tid til anden, og er en naturlig del af det at være menneske.
Problemet opstår dog, når kroppen konstant er under pres, eksempelvis grundet for meget arbejde eller for mange bekymringer i hverdagen.
For når vi konstant er under stress, får vores krop aldrig en chance for at vende tilbage til en tilstand af hvile og afslapning.
Og det kroniske alarmberedeskab som kroppen befinder sig i begynder at slide på både krop og psyke.
Det er i disse tilfælde at man kan støde ind i alvorlige sundhedsproblemer med tiden, og typisk ser en stress-sygemelding.
Personen du kender, som er stressramt, har altså gennem en længere periode været under et større pres end hvad deres interne ressourcer har kunne holde til.
Din interesse som ven, partner eller familiemedlem er altså kort sagt, at understøtte en proces, hvor personen får mulighed for at komme væk fra deres stressfaktorer, og får ro til at bygge deres energi og ressourcer op igen 🔋
Lyt til dem uden at dømme (aktiv lytning)
En af de bedste, og nemmeste, ting du kan gøre for en person, der kæmper med stress, er simpelthen at lytte uden at dømme dem 👂
Ofte kan det, at få udtrykt hvor dårligt man har det, nemlig være en stor forløsning i sig selv.
Så lad personen få lov til at fortælle hvordan de har det, dog i deres eget tempo og på deres egne præmisser.
Hvis personen ikke er særlig åben omkring, hvad der stresser dem, kan det være en god idé at spørge ind til, hvordan de har det fysisk og psykisk.
Du behøver ikke kende alle detaljer!
Giv dem din opmærksomhed, og modstå trangen til at give råd eller forsøge at løse situationen.
Du kan eventuelt bruge en teknik fra kommunikations-teorien, som man kalder for "aktiv lytning".
Aktiv lytning ("active listening" på engelsk) er en teknik, hvor man oprigtigt forsøger at forstå, hvordan den anden person har det og hvad de prøver at kommunikere, uden at afbryde dem eller give sine egne input.
Man kan sige "mhm" eller nikke med jævne mellemrum, for at signalere til personen, at man er opmærksom, og forstår deres følelser.
Når du øver dig i aktiv lytning, er det desuden vigtigt at holde øjenkontakt og med jævne mellemrum gentage det, din ven har sagt, med dine egne ord.
På den måde sikrer du dig at du forstår, hvad der egentlig bliver udtrykt, og skaber mulighed for den stressramte, at se situationen og sig selv udefra.
Tjek eventuelt nedenstående video - der på under 3 minutter giver dig en god forståelse af hvad aktiv lytning går ud på (videoen er på engelsk) 👇
Så husk, bare det at lytte og skabe plads til at de kan udtrykke sig, er at hjælpe.
Tilbyd støtte - ikke løsninger
Når en vi kender er stressramt, har de som regel ikke brug for, at vi prøver at give dem "løsninger" på deres problemer.
De har med stor sandsynlighed hørt det hele allerede, og det er i sidste ende deres problem og ikke dit.
Det, de nok allermest har brug for, er vores støtte 💪
Lad dem vide, at du er der for dem, og at du vil hjælpe på enhver måde, du kan.
Men modstå trangen til at forsøge at tage over eller “løse problemet“ for dem.
Det kan nemlig virke kontraproduktivt, da det kan umyndiggøre vedkommende, og sætte dem i forlegenhed.
Giv opmuntring og bekræftelse
Det er vigtigt at opmuntre og forsikre den person, der kæmper med stress, om, at de ikke er alene, og at tingene i sidste ende vil blive bedre.
Når man er ramt af stress ryger selvtilliden og selvværdet i kulkælderen 😔
Der er dog en række små ting du kan gøre, for at få vedkommende til at havde det bedre mig selv, og deres sårbare situation.
Det kan ganske enkelt være at:
Fortælle dem, at de ser godt ud i dag
Give dem et kram
komplimentere dem for noget, de har gjort godt
At fortælle dem, at de er intelligente og dygtige
At fortælle dem, at du beundrer dem for at kunne klare så meget
At minde dem om deres styrker og positive kvaliteter
At rose dem for alle fremskridt, de har gjort, uanset hvor små de er
Giv dem komplimenter for kvaliteter, som de måske tvivler på i øjeblikket
Nogle gange kan de små positive input gøre en stor forskel for personens dag!
Hjælp dem med at slappe af når de føler sig overvældet
Når nogen føler sig overvældet af deres stressorer, er en af de bedste ting, du kan gøre, at hjælpe dem med at slappe af.
Når man har været kronisk stresset længe, har nervesystemet nemlig svært ved at slappe af af sig selv, og skal have lidt hjælp for at finde roen igen.
Det er her du kan spille en aktiv rolle ved at:
Tilbyde at tage dem med på en gåtur, så de kan få lidt frisk luft og komme væk fra hjemmet for en stund.
Tage dem med til rolige og afslappende Yoga timer (Yin Yoga og Hatha Yoga er gode muligheder).
Invitere til wellness dag med massage, japansk lifting og spa.
Give gavekort til kropsterapi eller zone- og kranio sakral terapi.
Invitere i svømmehallen, og afslutte med en tur i sauna eller dampbad (kontakt med vand kan være beroligende når man er stressramt).
Arrangere en hyggeaften, med film og varm chokolade i sofaen.
Arrangere en stund med terapidyr, eksempelvis besøgshunde. (kontakt med dyr kan virke beroligende på nervesystemet)
Arrangere en picnic i naturen hvis vejret er til det.
Deltage i et kramme-arrangement sammen (krammeklubber er hvor folk mødes for at kramme og putte uden seksuelt formål)
Finde en lokal sovekoncert (sovekoncerter er arrangementer hvor man sover til særligt arrangeret meditationsmusik)
Tage en tur i biografen og grine over en øl bagefter
Tage på overnatning i naturen - du kan finde et kort over shelters i Danmark her.
Dyrke sex
Give hovedbundsmassage
Du kan sikkert finde på nogle andre gode aktiviteter, som du ved ville få din partner, ven eller dit familiemedlem ned i gear.
Tilbyd praktisk hjælp i hverdagen
Når man er stressramt er energiniveauet meget lavt, og selv små daglige gøremål kan virke drænende og uoverskuelige 😵
Det er her du med en ekstra indsats, kan gøre en kæmpe forskel for vedkommende.
Du kan eksempelvis tilbyde at:
købe ind
lave mad
gøre rent
vaske tøj
hente eller passe børnene i et par timer
gå tur med hunden
løbe ærinder
tanke bilen op
hente og sende pakker
tage imod håndværkere eller lignende
Disse aktiviteter kan virke banale, men ikke at skulle tænke på dem, kan gøre en stor forskel for en person, der er stressramt.
Hjælp dem med at finde sunde copingtaktikker
Hvis den person, du støtter, håndterer stress på usunde måder, eksempelvis ved at drikke alkohol, ryge, bruge stoffer eller misbruge medicin, er det vigtigt at hjælpe vedkommende med at finde sundere håndteringsmekanismer.
Selvom alkohol eksempelvis, kan virke effektivt i øjeblikket, fordi det sløver kroppen og får tankerne væk fra ens problemer, så er det selvsagt ikke en langtidsholdbar løsning.
Foreslå aktiviteter, der kan hjælpe dem med at slappe af på mere naturlige måder, eksempelvis via yoga eller meditation.
Du kan også tilbyde at deltage i disse aktiviteter sammen med dem, så de ikke føler sig alene.
Støt dem i at søge professionel hjælp - hvis det er nødvendigt
Hvis du lægger mærke til, at personen du kender, ikke selv har ressourcerne til at slippe af med sin stress, eller måske mangler nogle gode værktøjer til at arbejde med deres tilstand, så foreslå et terapiforløb.
Overordnet set kan man arbejde med sin stress enten via samtaleterapi eller kropsligt.
Samtaleterapi foregår som regel hos en psykolog eller psykoterapeut, hvorimod den kropslige tilgang, til at arbejde med et overbelastet nervesystem, eksempelvis kan varetages af en kropsterapeut.
Kombinationen af de to tilgange kan være meget kraftfuld, og kan hurtigt have en god effekt hos langt de fleste.
Konklusion
Det kan være en udfordring at støtte en person, der lider af stress, men det er også utroligt givende.
Husk blot at være tålmodig, forstående og ikke fordømmende.
Tilbyd opmuntring og beroligelse, når det er nødvendigt, og hjælp dem gerne i hverdagen, og med at finde sunde håndteringsmekanismer til at håndtere deres stressorer.
Vigtigst af alt: Signaler tydeligt, at du er der for dem, også selvom de ikke kan give særligt meget igen i den tilstand de befinder sig i.