Svimmelhed og kvalme: Når stress giver et ildebefindende

Pludselig svimmelhed og kvalme: Når stress giver et ildebefindende

Det kan være overraskende for nogle, at vores fysiske helbred kan påvirkes direkte af vores mentale tilstand.

Men faktum er, at vores krop og sind er dybt forbundne, og stress kan udløse en række fysiske symptomer, herunder et ildebefindende med pludselig svimmelhed og kvalme 😵‍💫

I dette blogindlæg giver jeg en forklaring på, hvordan stress kan resultere i svimmelhed og kvalme, samt hvad du kan gøre i det øjeblik du bliver ramt af et ildebefindende.

Indholdsoversigt

Hvad sker der i en stresset krop? En forklaring på stressresponsen

Stress kan defineres som en reaktion på et pres, man oplever enten udefra eller indefra en selv.

Det vil typisk opstå grundet krav eller udfordringer vi prøver at imødekomme eller håndtere 😤

Når vi oplever et stort nok pres, trigges stressresponsen i kroppen, og sætter en kaskade af reaktioner i gang.

Det er sådan set en naturlig og sund reaktion, men når den tændes for ofte eller er i konstant beredskab, kan det have negative konsekvenser for vores helbred - såvel fysisk som psykisk.

Når stressresponsen sparker ind sker der følgende i kroppen:

  • Vores hjerne sender med lynets hast en alarm ud i kroppen

  • Kroppen reagerer ved at frigive stresshormoner, herunder kortisol og adrenalin.

  • Disse hormoner får blandt andet vores hjerte til at slå hurtigere, vores blodtryk til at stige, vores åndedræt til at blive hurtigere og vores sanser til at blive mere skærpede.

  • Kroppen er nu klar til at håndtere den trussel, som den føler, den står overfor. Effekten aftager af sig selv over en times tid.

  • Hvis stressresponsen aktiveres kontinuerligt, kan det medføre en række helbredsproblemer, herunder hjertesygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, og andre sygdomme.

Sammenhængen mellem stressresponsen og pludselig svimmelhed og kvalme

Når vi bliver udsat for stress, sker der altså en række fysiologiske ændringer i vores krop.

Disse fysiologiske ændringer påvirker størstedelen af de systemer, som kroppen indeholder, og har derfor også direkte effekt på vores organer.

Netop stressens effekt på organerne i fordøjelses-systemet, vores kredsløb og i balancecentret, er interessante i forhold til et pludselig opstået ildebefindende med svimmelhed og kvalme.

Stressresponsen effekt på fordøjelses-systemet: Kilden til din pludselige kvalme

Adrenalin: Stresshormonets effekt på tarmene

Adrenalin forbereder kroppen på en nødsituation ved at frigive ekstra energi og øge hjertefrekvensen.

Det påvirker dog også mave-tarm-kanalen, idet hormonet lukker ned for fordøjelsen ved at reducere blodgennemstrømningen og sænke tarmmotiliteten (bevægeligheden).

Denne nedsatte motilitet kan forårsage en ophobning af gastrisk indhold (mad i fordøjelse) i maven, hvilket kan føre til en følelse af ubehag og kvalme 🤢

Desuden påvirker adrenalin også de enzymer, der fordøjer maden, hvilket også kan bidrage til kvalme.

Det Enteriske Nervesystem: Når signalforstyrrelser skaber kvalme

Stressresponsen påvirker også vores enteriske nervesystem, som er den del af det autonome nervesystem, der monitorerer og styrer vores fordøjelseskanal.

Det enteriske nervesystem omtales ofte som vores "anden hjerne", fordi den består af utroligt mange neurale forbindelser, ligesom vores hjerne.

Når vi er stressede, kan signaleringen mellem hjernen og det enteriske nervesystem blive forstyrret, hvilket kan medføre kvalme. (Kilde: ncbi.nlm.nih.gov)

Stressresponsens effekt på kredsløbet og balancecentret: Årsagen til din pludselige svimmelhed

Adrenalin: Hormonet der får hovedet til at snurre

Når kroppen bliver stresset, udskiller binyrerne lynhurtigt adrenalin i kroppen, hvilket skærper vores sanser og forbereder kroppen til intens aktivitet.

Dette adrenalin-boost medfører en hurtigere hjerterytme og åndedrætsfrekvens, og øger også blodtrykket.

I nogle tilfælde kan disse hurtige forandringer føre til svimmelhed, da det kan påvirke mængden af blod, der når til hjernen og også kan føre til hyperventilation 😵

Kortisol: Hormonet der påvirker balancecentret (det vestibulære system)

Det vestibulære system, der findes i det indre øre og i hjernen, er ansvarlig for at du kan opretholde balancen og orientere dig i forhold til dine omgivelser.

Det er et hamrende vigtigt system i forhold til koordineringen af øjenbevægelser og posturale ændringer, og er nødvendigt for vores evne til at udføre helt simple bevægelser, såsom at gå eller dreje hovedet, uden at miste balancen.

Hvis man konstant er stresset, kan den kontinuerlige produktion og frigivelse af kortisol begynde at skabe problemer i dette nøje kalibrerede system i kroppen.

Kortisol kan nemlig påvirke hjernens strukturer og funktioner, herunder dem, der styrer vestibulære signaler. (Kilde: ncbi.nlm.nih.gov)

Over tid kan dette forårsage en række symptomer relateret til vestibulære forstyrrelser, såsom svimmelhed, balanceproblemer og øget følsomhed over for bevægelse.

Råd til håndtering af pludselig svimmelhed og kvalme

Hvis du oplever pludselig svimmelhed og kvalme er der en række ting du kan gøre, for at berolige dit system:

  • Find et roligt sted: Hvis det er muligt, forsøg at finde et roligt sted væk fra stressende stimuli. Hvis du er ude at købe ind, kan det måske være et afsides hjørne af butikken, hvis du er på arbejde kan det være et stille møderum.

  • Tag rolige og langsomme vejrtrækninger: Fokuser på at tage langsomme, dybe vejrtrækninger. Denne øvelse er ikke kun beroligende, men stimulerer også vagusnerven, som kan hjælpe med at reducere stressresponsen. Hvis du kan overskue det, så tæl til 6 i hovedet på ind- og udåndingen. Det vigtigste er en langsom udånding.

  • Sid ned og stabiliser hovedet: Hvis du føler dig svimmel, så prøv at sidde ned, og sænk dit hoved ned i hænderne mellem dine knæ. Det kan hjælpe med at reducere svimmelheden, og mindsker selvsagt også risikoen for at falde, hvis du var blevet stående.

  • Tyg på tyggegummi/sut på et bolsje: At tygge på et tyggegummi eller have et bolsje i munden kan hjælpe med at øge spytproduktionen, hvilket kan lindre kvalme. Desuden signalerer du til kroppen, at der ikke er fare på færde, fordi der er trygt nok til at du “tør“ spise.

  • Put noget musik i ørerende og nyn med på en sang: Det lyder måske helt fjollet at dette skulle hjælpe, men der er faktisk en god forklaring på, hvorfor lige netop at nynne , kan være med til at berolige kroppen. Ved at bruge stemmen på denne måde, stimulerer man nemlig en nerve (vagusnerven), der kører gennem halsen. Når denne stimuleres signalerer det et skift til en mere rolig tilstand i kroppen.

  • Brug akupressur-punkter (Se video nedenfor): Akkupressur-punkter, er punkter på kroppen, der ifølge østlig medicin, kan påvirke kroppen. Påfør moderate tryk med dine fingre i 30 sekunder på følgende punkter:

    • P6, som er placeret på indersiden af din arm, omkring tre fingres bredde op fra håndleddet.

    • TW17, der ligger lige bagved øreflippen under det knoglefremspring man kan mærke der.

    • GB20, som ligger lige under kraniekanten i baghovedet. Du kan finde det ved at mærke efter en naturlig fordybning mellem nakkemuskulaturen og øreflippen.

  • Brug kulde til at påvirke nerverne i ansigtet : En kold klud på panden eller koldt vand i ansigtet, kan hjælpe med at berolige svimmelhed og kvalme.

  • Hold dig hydreret: Drik et glas vand, hvis du har adgang til det. Dehydrering kan forværre symptomerne på svimmelhed og kvalme.

Andre årsager til pludselig svimmelhed og kvalme

Der er mange mulige årsager til svimmelhed og kvalme, og selvom stress er en af de mest almindelige, er det vigtigt at huske, at det ikke er den eneste.

Her er nogle andre årsager:

  • Lavt blodsukker: Kan forekomme, hvis du springer måltider over, spiser meget uregelmæssigt, eller hvis du har diabetes.

  • Dehydrering: Forekommer, hvis du ikke har fået nok væske i løbet af dagen. Husk at drikke nok væske, især i varmt vejr eller når du træner.

  • Medicin: Nogle lægemidler kan forårsage svimmelhed og kvalme som en bivirkning. Det gælder især for blodtryksmedicin, beroligende midler og nogle typer antidepressiva.

  • Sygdomme/lidelser: Migræne, indre øresygdomme som Menières sygdom eller BPPV (godartet paroxysmal positionsvertigo), og hjertekarsygdomme kan alle forårsage svimmelhed og kvalme.

Hvornår bør man opsøge læge?

Det er altid vigtigt at lytte til din krop og søge lægehjælp, hvis du har alvorlige eller vedvarende symptomer.

Søg lægehjælp, hvis din svimmelhed eller kvalme:

  • Er svær eller bliver værre over tid.

  • Fortsætter over flere dage.

  • Forhindrer dig i at udføre dine daglige aktiviteter.

  • Er ledsaget af andre alvorlige symptomer som brystsmerter, hovedpine, synsforstyrrelser eller vanskeligheder med at tale.

Simon Schwarz

Simon er til daglig professionel kropsterapeut i indre København, og har udover sit virke en passion for at skrive artikler om velvære og sundhed her på bloggen. Fokus i hans skriverier er altid grundig research og formidling af brugbar viden til læseren.

https://schwarzkropsterapi.dk
Forrige
Forrige

Forbindelsen mellem stress & en spændt iliopsoas muskel

Næste
Næste

Hvornår bør du sige dit job op på grund af stress?