Er der en sammenhæng mellem migræne og stress?
Hvis du døjer med migræne har du sikkert gennemsøgt alle internettets afkroge, for at finde årsagen til din hovedpine.
Måske har du endda undret dig over, om der mon er en sammenhæng mellem stress og dine migræneanfald? 🤔
Dette blogindlæg vil give dig et velbegrundet svar på, om stress har en indflydelse på migræne.
Jeg dykker ned i forskningen, og giver dig svarene, så du slipper for besværet!
Lad os tage et kig på det.
Indholdsfortegnelse
Koblingen mellem stress og migræne - hvad siger forskningen?
Migræne har gennem mange år været en tricky hovedpinetype for forskere at blive klog på. 😵
Både i forhold mekanismerne bag smerterne, men i høj grad også i forhold til, hvilke faktorer der udløser migræne.
Man har eksempelvis fundet frem til at, skarpt lys, høje lyde og stærke lugte kan være migræneudløsere for nogle mennesker.
Men det kan også være at springe et måltid over, at sove for meget eller for lidt, ændringer i vejret og ja - stress!
Faktisk er stress en af de mest almindeligt rapporterede migræneudløsere. (1)
I en undersøgelse fra 2021 screenede man 2223 forskningsartikler, der undersøgte sammenhængen mellem stress og migræne. (2)
Forfatterne af undersøgelsen konkluderede 6 ting ud fra de samlede resultater:
Der lader til at være bevis for at høj stress, eksempelvis grundet stressende livsbegivenheder eller stress på arbejde, kan være en trigger for migræne (den fysiologiske årsag er dog uklar).
Hvis man har migræne med jævne mellemrum, kan en periode med meget høj stress før til kronisk migræne - altså en øgelse af hyppigheden af anfaldene.
Der lader til at være evidens for at et skift fra høj til lav stress kan være en trigger for migræne. Eksempelvis efter en eksamensperiode eller en større deadline på arbejde. Dette fænomen kalder man normalt for "the let-down effect". (3)
Migræne symptomerne lader til at være en større belastning hos folk, der i forvejen føler sig stressede.
Stress fører til en øget sensitivitet i kroppen, som potentielt øger risikoen for at få migræne.
Ændring af folks adfærd i forhold til stress lader til at have en positiv effekt på at håndtere migræne.
Overordnet set kan man altså sige, at der er meget stor sandsynlighed for, at stress er en udløsende faktor for migræne.
Endvidere lader der til at være en sammenhæng mellem migræne og psykisk sygdom.
Man har eksempelvis kunne påvise, at migrænikere oftere lider af depression, angst og personlighedsforstyrrelser, sammenlignet med folk, der ikke lider af migræne. (4)
Om det er selve stressen fra den mentale ubalance, der er årsagen til migrænen eller om der er andre faktorer på spil, eksempelvis forstyrrelser af signalstoffer i hjernen, er dog forsat uklart.
Samlet set tegner der sig altså et billede af, at stresshåndtering under alle omstændigheder, bør prioriteres hos folk med migræne.
Hvad er folks egne erfaringer?
Folks egne erfaringer giver også en tydelig indikation på, at høje stressniveauer kan være en katalysator for migræneanfald.
Eksempelvis viser en række studier, at mellem 50-80% af migræne patienter rapporterer, at stress er en udløsende faktor for deres migræne. (5)
I en undersøgelse fra 2007, kiggede man faktisk helt specifikt på, hvilke udløsende faktorer folk rapporterede. (6)
Resultaterne opsummeres her i prioriteret rækkefølge:
Stress
Ændringer i hormoner hos kvinder (i.e. menstruation og overgangsalder)
Sult
Vejrændringer
Søvnproblemer
Stærke lugte - parfume
Nakkesmerter
Stærkt lys
Alkohol
Tobaksrøg
Gå for sent i seng
Varme
Bestemte fødevarer
Motion
Seksuelt samvær
Foruden stress er der altså en lang række andre faktorer, der har indflydelse på om folk får et migræne anfald.
Hvad betyder det for dig og måden du kan håndtere og forebygge din migræne på? 🤔💭
Jo, først og fremmest er det en god ide, at blive klog på hvilke triggers du skal undgå i hverdagen.
Det gør du nemmest ved at føre dagbog, og se om der er eventuelle mønstre, der viser sig.
Hvis du eksempelvis opdager, at du altid får et migræneanfald når dit søvnrytme bliver forstyrret, eller når du spiser bestemt mad, kan du prøve at have fokus på at ændre din adfærd omkring det.
Ved at være opmærksom på dine triggers, og forsøge at minimere din eksponering overfor dem, kan du forhåbentlig reducere antallet af migræneanfald.
Hvad kan man selv gøre for at forhindre migræne grundet stress?
Stress er en almindelig udløsende faktor for migræne, og jeg tror de fleste af os ved hvor svært det kan være at undgå stress i hverdagen.
Der er dog nogle ting, du kan gøre for at hjælpe med at forebygge migræne forårsaget af stress.
For det første er det vigtigt at identificere dine egne personlige stressorer, og udvikle strategier for hvordan du bedst kan håndtere dem.
Dette kan eksempelvis indebære at sige nej til yderligere forpligtelser, uddelegere opgaver på arbejdet eller tilsidesætte lidt mere tid til dig selv hver dag.
Det er også vigtigt at finde sunde måder at håndtere stress på, eksempelvis via motion, journalskrivning, Yoga, dybe åndedrætsøvelser eller hvad du nu bedst kan lide af afslapnings-aktiviteter.
Hvis du savner inspiration til hvordan man naturligt kan sænke sit stressniveau i hverdagen så læs artiklen her: 19 Naturlige måder at sænke kortisol i kroppen på
Konklusion
Hvad kan vi så konkludere ud fra ovenstående?
Jo, der er helt klart en sammenhæng mellem migræne og stress - så hvis du leder efter måder at reducere hyppigheden eller sværhedsgraden af din migræne på, bør det være en af dine topprioriteter at reducere stress.
Hvis du ikke er sikker på, hvor du skal starte, kan du overveje at kontakte en kropsterapeut eller stress-coach, som kan hjælpe dig med at udvikle sunde håndteringsmekanismer til at håndtere stressede situationer, og lære dig at arbejde med aktiv afslapning i hverdagen.
-
1. Sauro KM, Becker WJ. The stress and migraine interaction. Headache. 2009 Oct;49(9):1378-86. doi: 10.1111/j.1526-4610.2009.01486.x. Epub 2009 Jul 8. PMID: 19619238.
2. https://thejournalofheadacheandpain.biomedcentral.com/articles/10.1186/s10194-021-01369-6
3. Reduction in perceived stress as a migraine trigger | Testing the “let-down headache” hypothesis. Richard B. Lipton, Dawn C. Buse, Charles B. Hall, Howard Tennen, Tiffani A. DeFreitas, Thomas M. Borkowski, Brian M. Grosberg, Sheryl R. Haut Neurology Apr 2014, 82 (16) 1395-1401; DOI: 10.1212/WNL.0000000000000332
4. Pancheri C, Maraone A, Roselli V, Altieri M, Di Piero V, Biondi M, Pasquini M, Tarsitani L. The role of stress and psychiatric comorbidities as targets of non-pharmacological therapeutic approaches for migraine. Riv Psichiatr. 2020 Sep-Oct;55(5):262-268. doi: 10.1708/3457.34458. PMID: 33078018.
5. Radat F. Stress et migraine [Stress and migraine]. Rev Neurol (Paris). 2013 May;169(5):406-12. French. doi: 10.1016/j.neurol.2012.11.008. Epub 2013 Apr 19. PMID: 23608071.
6. Kelman L. The triggers or precipitants of the acute migraine attack. Cephalalgia. 2007 May;27(5):394-402. doi: 10.1111/j.1468-2982.2007.01303.x. Epub 2007 Mar 30. PMID: 17403039.