Når stress giver ansigtssmerter: Årsager & praktiske råd
Stressrelaterede ansigtssmerter er et emne, der ofte bliver overset i snakken om stress-symptomatikker, og kan være svært at finde god information omkring på nettet 🤔 💻
Det vil jeg rette op på i dette blogindlæg.
Jeg dykker ned i de underliggende årsager til stressrelateret ansigtssmerte og ser på problemet fra en multidisciplinær vinkel, der kombinerer indsigter fra såvel traditionel medicin som alternativ behandling.
Så hvis du nogensinde har oplevet en jagende smerte i kæben, panden eller omkring øjnene i stressede perioder, så bliv hængende.
Indholdsoversigt
Hvad er symptomerne på stressrelateret ansigtssmerte?
Når vi taler om stressrelateret ansigtssmerte, er der en række forskellige symptomer, man kan opleve.
Ligesom ved mange andre stressrelaterede symptomer, så kan ubehaget variere fra person til person, men der er dog nogle generelle tendenser:
Type af smerte: Smerten kan være skarp, stikkende, dunkende eller en konstant ømhed.
Placering: Smerten opstår ofte i kæbeområdet, omkring øjnene, eller i tindingerne og panden.
Yderligere symptomer: Mange vil også opleve spændinger i nakken, hyppige hovedpiner og måske endda tandpine.
Hvorfor det skal tages alvorligt: Fysiske mén af langvarig stress
Stressrelateret ansigtssmerte er ikke bare en irriterende gene; det er et tegn på, at du er under for meget pres, og at noget skal ændres hurtigst muligt.
Her er et par konkrete grunde til, at det skal tages alvorligt:
Kronisk stress er skadeligt for kroppen og sindet: Et vedvarende højt stressniveau kan føre til en række helbredsproblemer, fra hjertesygdomme til fordøjelsesproblemer og psykiske lidelser.
Risiko for nerveskade: Som professionel kropsterapeut i København behandler jeg mange mennesker med stress. Jeg har fra en klient erfaret, at stressrelaterede ansigtssmerter kan bidrage til udvikling af nerveskade i ansigtet, og føre til delvise lammelser. Dette er selvsagt en alvorlig tilstand, der kan have langvarige konsekvenser for din livskvalitet.
Så hvis du oplever nogle af disse symptomer, er det vigtigt at tage dem alvorligt, og få handlet på dem.
De primære årsager til stressrelaterede ansigtssmerter
Når vi oplever forhøjet stress, bliver hele kroppen påvirket af stresshormoner, hvilket kan resultere i ubalancer i mange af dens systemer.
I forhold til ansigtssmerter, er der typisk tale of følgende problematikker:
Irritation af trigeminusnerven: Stress kan føre til øget muskelspænding, inflammation og øget neurologisk aktivitet, som kan irritere trigeminusnerven.
Denne nerve er den primære ansigtsnerve, og forgrener sig ud fra området foran øret og ud langs kæben, kindbenet og tindingen/panden.
Irritation af denne nerve resulterer i skarpe, stikkende smerter i ansigtet, ofte i områderne omkring øjnene, næsen og kæben. Smerten kan være så intens, at den forstyrrer daglige aktiviteter som at tygge eller tale.
Spændinger i ansigtsmuskulaturen (især i kæberne): Stress vil i langt de fleste tilfælde føre til ubevidste muskelspændinger, særligt koncentreret i kæberne.
Dette kan over tid føre til det man kalder for temporomandibulære ledsmerter (forkortet TMJ/TMD) - hvilket kort fortalt er smerter i selve kæbeleddet.
Kæbespændinger kan desuden føre til smerter i andre dele af ansigtet og kan endda påvirke din evne til at tygge eller tale ordentligt. Det kan også føre til hovedpine og nakkesmerter. (kilde: pubmed.ncbi.nlm.nih.gov)
Bihulebetændelse: Stress svækker på sigt immunsystemet, hvilket kan gøre dig mere modtagelig over for kroniske infektioner som bihulebetændelse. Denne type betændelse kan føre til smerter i kinderne, omkring øjnene og i panden.
Tandrodsbetændelse: Stress kan føre til mundtørhed og nedsat spytproduktion, hvilket øger risikoen for tandproblemer som tandrodsbetændelse. Denne type betændelse kan resultere i skarpe smerter, der stråler ud i ansigtet og halsen. (kilde: nidcr.nih.gov)
Psykosomatisk smerte/ubehag: Stress kan også manifestere sig som psykosomatiske smerter i ansigtet, hvor ængstelighed kan føre til føleforstyrrelser som en brændende eller sviende fornemmelse i ansigtet. Dette er ofte ledsaget af andre symptomer som tankemylder, uro i kroppen, hjertebanken og øget svedtendens.
Hvad du selv kan gøre ved stressrelateret ansigtssmerte
Overordnet set bør du tænke i to løsningsmodeller, for at lindre dine ansigtssmerter:
Håndter kilden til din stress
Afspænd og skab ro i kroppen
Her er nogle praktiske råd til at komme igang:
Håndtere kilden til din stress:
Identifikation: Det første skridt er at identificere, hvad der forårsager din stress. Er det arbejdsrelateret, familiemæssige problemer, eller noget helt tredje?
Løsningsorienteret tilgang: Når du har identificeret stresskilden, så arbejd på at finde løsninger. Dette kan indebære at ændre arbejdsrutiner, tage en nødvendig snak med din chef eller blive bedre til at koordinere hverdagens opgaver med din partner.
Generelle afspændingsteknikker:
Vejrtræknings-øvelser: En simpel, men effektiv måde at arbejde med nedregulering af dit nervesystem på, er ved at lave åndedrætsøvelser. Dyb og langsom vejrtrækning hjælper med at aktivere det parasympatiske nervesystem, som er ansvarlig for at skabe ro og restitution i kroppen.
Yin Yoga: Denne meget rolige Yoga stil, arbejder med afspænding af de muskelgrupper, der spænder op under stress, gennem statiske udstrækninger, som holdes i flere minutter ad gangen. Det lyder hårdt, men er faktisk dejligt afslappende og nærmest en meditation i sig selv.
Her er en super simpel rutine, som alle kan være med på 👇
Afspændingsteknikker til musklerne i ansigtet:
Kæbeøvelser: Afspænding af muskulaturen i kæberne kan gøre underværker for smertetilstande i ansigtet. Se nedenstående video for bestemte massage teknikker til ansigtet og kæberne 👇
Øjenøvelser: Luk øjnene tæt i, hold i et par sekunder og åbn dem igen. Gentag 5 gange. Dette kan hjælpe med at løsne spændinger omkring øjnene.
Professionel terapeutisk hjælp til stressrelaterede ansigtssmerter
Selvom der er ting, du selv kan gøre for at håndtere stressrelateret ansigtssmerte, er der tilfælde, hvor professionel hjælp er nødvendig for en mere dybdegående behandling.
Her er nogle terapeutiske tilgange, der kan være effektive:
Kropsterapi:
Hvad det indebærer: Kropsterapi fokuserer på at skabe ro i nervesystemet, så den underliggende årsag til dine muskelspændinger forløses.
Kranio sakral terapi:
Hvad det indebærer: Denne terapiform arbejder med kraniet, rygsøjlen og sakrum for at forbedre centralnervesystemets funktion og få kroppen til at slappe af.
Osteopati:
Hvad det indebærer: En Osteopat kan identificere og behandle dysfunktioner i muskler og led, der kan være forbundet med ansigtssmerte.
Samtaleterapi:
Hvad det indebærer: Samtaleterapi fokuserer på at tale gennem dine følelser, tanker og bekymringer. Ved at adressere de underliggende psykologiske årsager til stress kan samtaleterapi hjælpe dig med at udvikle coping-mekanismer, der kan reducere det generelle stressniveau i din krop.
Hver af disse terapiformer har sin egen unikke tilgang, og kan bruges i forskellige kombinationer for en mere holistisk behandling af din stressproblematik.
Hvornår du bør søge lægehjælp mod ansigtssmerter
Selvom mange af de teknikker og terapiformer, jeg har nævnt, kan være effektive, er der situationer, hvor det er afgørende at søge lægehjælp for din stressrelaterede ansigtssmerte.
Tag fat i din læge, hvis du oplever følgende:
Vedvarende smerte: Hvis smerten i dit ansigt varer ved trods dine egne bestræbelser og eventuel alternativ behandling, er det tid til at søge lægehjælp.
Forværring af symptomer: Hvis dine symptomer pludseligt forværres eller ledsages af andre symptomer såsom feber, slem hovedpine eller synsproblemer, bør du kontakte en læge hurtigst muligt.
Funktionsnedsættelse: Hvis smerten påvirker din evne til at udføre daglige aktiviteter som at spise, tale eller sove, er det også et tegn på, at professionel hjælp er nødvendig.