12 Fysiske symptomer på depression: Kroppens signaler
De fleste mennesker forbinder typisk depression med følelser af tristhed og håbløshed, men faktisk har sygdommen ofte mange fysiske symptomer.
Desværre bliver disse symptomer ofte overset eller tilskrevet andre årsager, hvilket kan gøre det svært at diagnosticere depressionen, og få den hjælp og støtte, som du rent faktisk har brug for 👐
Så hvis du kæmper med uforklarlige fysiske symptomer og mistænker, at depression kan være årsagen, passer dette indlæg godt til dig.
Jeg vil se nærmere på nogle af de mest almindelige fysiske symptomer på depression, og give tips og strategier til at hjælpe dig med at håndtere dem undervejs.
OBS! ⚠️
Diagnosticering og professionel behandling af en underliggende depression bør altid være din første prioritet. Suppler dog gerne med de tips og strategier du læser om i indlægget her. Kontakt din læge hvis du har mistanke om at dit psykiske helbred ikke er afbalanceret.
Indholdsoversigt
Almindelige fysiske symptomer på depression:
Ualmindelige fysiske symptomer på depression:
Træthed og manglende energi: Når batterierne konstant føles flade
At føle sig træt og udmattet i ny og næ, er desværre en almindelig oplevelse for mange af os 🤷♂️
Men hvis det er svært for dig at komme ud af sengen om morgenen, du kæmper for at fokusere på arbejde, eller du konstant føler dig helt drænet, kan det være et tegn på, at du oplever træthed som et symptom på depression.
Det er dog vigtigt at bemærke, at træthed kan have mange årsager, så det er vigtigt at udelukke andre potentielle underliggende sundhedsproblemer, før du antager, at depression er årsagen.
Men hvis du tilmed oplever andre symptomer på depression, som tilbagevendende følelser af uforklarlig tristhed, er det værd at overveje, om der er en underliggende depression, der bidrager til din træthed.
Her er tre strategier, der kan hjælpe dig med at håndtere træthed i forbindelse med depression:
Øg din fysiske aktivitet: Selvom det kan virke selvmodsigende, kan mere motion faktisk hjælpe med at øge dine energiniveauer og mindske følelsen af træthed. Tommelfingerreglen dikterer, at man bør få mindst 30 minutters moderat motion hver dag, såsom gåture, jogging eller cykling.
Vejrtrækningsøvelser/hypoxsisk træning: Ofte giver depression en meget dvask fornemmelse i kroppen, der virker demotiverende. Denne følelse kan man modvirke ved at arbejde med vejrtrækningen, og særlige åndedrætsøvelser, der stimulerer hjernen til at frigive hormoner, som giver et energetisk skift i kroppen. Tag et kig på de populære Wim Hof teknikker eller SOMA Breath.
Hold øje med sukkerindtaget: Depression vil ofte give kroppen en trang til store mængder kulhydrater og ikke mindst sukker. Problemet er dog, at dette ofte bidrager til fornemmelsen af træthed i kroppen, når blodsukkeret reguleres. Hold øje med dit indtag, og spørg dig selv hvad trangen opstår af - er det depressionen der snakker?
Appetitløshed og overspisning: Når depression påvirker din sult
Et andet udbredt fysisk symptom på depression er ændringer i appetit og vægt.
Dette kan manifestere sig på forskellige måder, såsom:
Tab af appetit
Overspisning
Uforklarligt vægttab
Uforklarlig vægtøgning
Depression kan forårsage en ubalance i kemiske stoffer i hjernen, såsom serotonin og dopamin, som begge er involveret i reguleringen af appetit og humør.
Disse ubalancer kan til tider medføre ændringer i spisemønstre og vægt.
På den ene side tyr nogle mennesker til overspisning som en måde at finde trøst og lindre deres depressive symptomer.
Dette kan føre til pludselig vægtøgning, og fører tit til følelser af skyld og skam 😔
Modsat overspisning oplever andre mennesker tab af appetit som følge af depression.
Dette kan føre til utilstrækkeligt kalorieindtag, hvilket resulterer i gradvist vægttab.
Desuden er stress og angst, der ofte er forbundet med depression, også med til at påvirke appetitten.
Tre strategier der kan hjælpe dig med at håndtere ændringer i appetit og vægt i forbindelse med depression:
Fokuser på sunde fødevarer: Selvom du måske har mistet appetitten eller oplever trang til usunde fødevarer, kan det være en god ide at prøve at fokusere på sunde, næringsrige fødevarer, der giver dig en sundere mæthedsfornemmelse og har en god næringsværdi.
Skab en rutine omkring dine måltider: Spis eksempelvis på regelmæssige tidspunkter og i en rolig, afslappet atmosfære. Læg også eventuelt mobilen fra dig imens du spiser.
Søg professionel hjælp: Hvis du oplever betydelige ændringer i din appetit og vægt, kan det være en god ide at søge hjælp fra en psykolog, der kan vejlede dig.
Når depression holder dig vågen om natten: Søvnproblemer og deres forbindelse til depression
Søvnproblemer er meget hyppigt et problem for mennesker, der lider af depression.
Det kan være svært at falde i søvn, sove dybt og generelt vågne op frisk og udhvilet.
Depression og søvnproblemer har en kompleks og tæt sammenhæng.
Depression kan forstyrre din døgnrytme, skabe kludder i dit energiniveau og forårsage negative tankemønstre, som kan gøre det svært at sove 😫
For at gøre ondt værre, så kan manglende søvn også forværre depression og gøre symptomerne mere udtalte.
Hvis du oplever andre symptomer på depression, som følelser af tristhed, håbløshed eller tab af motivation i hverdagen, kan det være en indikation på, at dine søvnproblemer skyldes depression.
Tre strategier der kan hjælpe dig med at tackle søvnproblemer i forbindelse med depression:
Hav fokus på god søvnhygiejne: Forsøg eksempelvis at opretholde en fast søvnrutine, undgå at bruge mobil eller computer før sengetid og sørg for, at dit soveværelse har en kølig temperatur og er mørkt nok.
Prøv at reducere dit stressniveau: Stress kan forværre symptomer på depression og søvnproblemer. Prøv at implementere mindfulness, meditation eller andre afslapningsteknikker i din daglige rutine.
Tal med en professionel: Hvis dine søvnproblemer er vedvarende og præger din for meget hverdag, kan det være en god ide at tale med en læge eller psykolog. De kan hjælpe dig med at finde den bedste behandling, herunder terapi eller medicin, der kan hjælpe med at lindre dine symptomer på depression og forbedre din søvn.
Når depression gør fysisk ondt: Fysiske smerter og deres forbindelse til nedtrykthed
At have fysiske smerter kan være en uventet og forvirrende oplevelse for mennesker, der lider af en underliggende depression.
Det vil typisk manifestere sig som:
hovedpine
kæbespændinger
mavesmerter
ryg-/lændesmerter
muskel-/ledsmerter
Forbindelsen mellem depression og smerter er kompleks, og kan desværre være gensidigt forstærkende.
Fysiologisk set er der en række mekanismer, der kan forklare forbindelsen mellem depression og smerte.
En af de vigtigste mekanismer er den rolle, som bestemte neurotransmittere spiller i såvel smerteopfattelse som depression.
Serotonin og noradrenalin er to signalstoffer, der er afgørende i vores regulering af humør og smerte.
Når niveauet af disse neurotransmittere falder, som det er tilfældet hos nogle personer med depression, kan det føre til en øget følsomhed over for smerte.
En anden mulig forklaring på sammenhængen mellem depression og smerte er, at kroppens stressrespons bliver aktiveret under en depressiv episode.
Dette kan føre til frigivelse af stresshormoner som kortisol, der kan medføre øget muskelspænding og inflammation i kroppen, hvilket igen kan forårsage smerter og ubehag.
Tre strategier der kan hjælpe dig med at takle fysiske smerter i forbindelse med depression:
Få regelmæssig motion: Fysisk aktivitet kan hjælpe med at regulere dit humør og reducere følelser af smerte grundet udskillelsen af endorfiner. Prøv at finde en form for motion, som du nyder, og som du kan se dig selv udføre regelmæssigt.
Overvej alternativ behandling: Behandlinger som akupunktur, massage eller kropsterapi kan tit hjælpe med at lindre muskelsmerter og andre fysiske smerter.
Hav fokus på afspænding i hverdagen: Det kan være i form af Yoga, åndedrætsteknikker, meditation eller grounding øvelser som eksempelvis Alexander Lowens grundøvelser.
Din mave i oprør: Forbindelsen mellem depression og fordøjelsesproblemer
Der er ikke længere tvivl om at sund fordøjelse er vigtig for såvel vores fysiske som mentale helbred.
Når man lider af depression, kan det dog påvirke dit fordøjelsessystem og føre til en række tilbagevendende problemer, såsom kvalme, diarré og mavesmerter.
Depression og fordøjelsesproblemer er desværre tæt forbundet.
Depression kan påvirke din appetit, dit energiniveau og din stressrespons, hvilket kan forstyrre din fordøjelse.
Omvendt kan fordøjelsesproblemer også forværre depression og gøre symptomerne mere udtalte.
Hvis du oplever andre symptomer på depression, såsom følelser af tristhed, håbløshed eller tab af interesse for hvedagens gøremål, kan det være en indikation på, at dine fordøjelsesproblemer skyldes depression.
Tre strategier der kan hjælpe dig med at tackle fordøjelsesproblemer i forbindelse med depression:
Spis en sund og afbalanceret kost: Prøv at spise en kost, der er rig på grøntsager og dyrefedt, frem for brød og andre kulhydratholdige fødevarer. Dette kan for nogle hjælpe med at regulere fordøjelsessystemt og reducere symptomerne på depression.
Dyrk motion regelmæssigt: Fysisk aktivitet kan hjælpe med at reducere stress og forbedre fordøjelsessystemet. Bevægelse kan hjælpe med at understøtte fordøjelsen i tarmen. Prøv at finde en form for motion, som du synes er sjovt og kan se dig selv bruge tid på ugentligt.
Tal med en professionel: Hvis dine fordøjelsesproblemer varer ved, kan det være en god ide at tale med din læge. De kan hjælpe dig med at finde den bedste behandling, herunder terapi eller medicin, der kan hjælpe med at lindre dine symptomer på depression og fordøjelsesproblemer.
Seksuel dysfunktion grundet depression: Et frustrerende tabu
For mange mennesker kan det være ubehageligt og følelsesmæssigt belastende at tale om seksuelle problemer, især hvis årsagen til dem er uklar 🙊
Det er dog vigtigt at bemærke, at seksuel dysfunktion ofte er et almindeligt fysisk tegn på depression.
Depression kan nemlig påvirke din seksuelle lyst, gøre det udfordrende at opnå eller opretholde en erektion eller bevare fugtigheden i skeden, samt generelt reducere den seksuelle tilfredsstillelse, man oplever under samleje.
Sådan kan du håndtere seksuelle problemer forbundet med depression:
Motion: Regelmæssig motion kan hjælpe med at reducere depressionssymptomer og øge din sexlyst.
Stressreduktion: Stress kan bidrage både til depression og seksuelle problemer, så prøv at lære teknikker til at reducere dit stressniveau.
Åben kommunikation med din partner: Det kan være udfordrende at tale om seksuelle problemer, men at kommunikere med din partner eller en professionel terapeut om dine bekymringer kan gøre en stor forskel, og give lidt mere ro i kroppen.
Lys- og støjfølsomhed: Når omgivelserne overvælder dig
En af de fysiske symptomer på depression man sjældent hører om er øget følsomhed over for lys og støj 💡 🥴
Typisk associeres disse symptomer mere med hjernerystelse eller PTSD.
Hypersensitivitet over for lys og støj kan skyldes ændringer i måden, hvorpå hjernen behandler sanseinformation på.
De områder af hjernen, der er ansvarlige for at bearbejde sanseinput, kan blive overaktive eller hyperreaktive hos personer med depression, hvilket fører til den øgede følsomhed.
Denne hypersensitivitet kan forårsage en del ubehag i hverdagen, da selv almindelige stimuli som en høj samtale eller lys fra biler og loftslamper, kan føles overvældende.
Her er nogle tegn på øget sensitivitet over for lys og lyd:
Du bliver let overvældet eller distraheret af baggrundsstøj og almindelige lyde.
Du oplever hurtigt irritation, ubehag eller endda smerte i øregangen ved udsættelse for høje lyde eller pludselige støj (sirener, vejarbejde, børnestøj, ting der tabes på gulvet)
Du føler dig overstimuleret eller overvældet af stærkt lys, herunder sollys, skærmbelysning eller LED-belysning.
Har brug for at trække dig tilbage til et stille og mørkt rum for at hvile eller genvinde energi efter at have været udsat for lys og støj i en periode.
Du har svært ved at filtrere og ignorere lyde og lys fra dine omgivelser, selv når du eksempelvis prøver at fokusere på en bestemt opgave.
Du oplever fysiske symptomer såsom hovedpine eller migræne efter at have været udsat for støj og lys.
Hvis du har haft disse symptomer i mere end to uger, kan det være en god idé at tale med din læge.
Måder du selv kan tackle din sensitivitet på:
Brug noise cancelling-høretelefoner eller ørepropper til at reducere støjniveauet i støjende omgivelser.
Skift til dæmpet belysning i hjemmet og eventuelt på arbejdspladsen (hvis det kan lade sig gøre), og indstil lysniveauet på de skærme du arbejder ved.
Brug briller med filterglas til at reducere lysets intensitet og undgå overstimulering fra stærkt lys.
Skab et beroligende og stille miljø med blide og afslappende lyde, såsom naturens lyde eller beroligende musik, for at dæmpe stressniveauet.
Snurren og følelsesløshed i hænder og fødder: Når depression giver føleforstyrrelser
Et sjældent, men meget frustrerende fysisk symptom på depression er snurren og følelsesløshed i ekstremiteterne, som hænder og fødder.
Det kan opstå af forskellige årsager 👇
For det første kan det skyldes øget muskelspænding som følge af at kroppen er under pres grundet en underliggende depression, hvilket kan nedsætte blodgennemstrømningen og føre til følelsesløshed.
Depression kan desuden også ændre måden, hvorpå hjernen opfatter og behandler sansestimuli på, hvilket blandt andet kan føre til føleforstyrrelser.
Forstyrrelserne vil typisk opleves sådan her:
Du oplever en snurren eller følelsesløshed i hænder og/eller fødder.
Du oplever en brændende, sviende eller prikkende fornemmelse i hænder og/eller fødder.
Du oplever nedsat følsomhed over for temperaturændringer.
Sådan lindrer du snurren og følelsesløshed forbundet med depression:
Her er en liste over måder, man kan lindre eller håndtere snurren og følelsesløshed i hænder og fødder forbundet med depression:
Motion: Regelmæssig motion kan hjælpe med at forbedre blodcirkulationen i kroppen og reducere symptomer på depression, herunder snurren og følelsesløshed i hænder og fødder.
Massage og kropsterapi: Kropsbehandlinger kan hjælpe med at øge blodcirkulationen og reducere spændinger og smerter i musklerne. Dette kan give mere ro i nervesystemet og lindre føleforstyrrelserne.
Kostændringer: En diæt med et højt indhold af vitamin B12 og folsyre kan i nogle tilfælde hjælpe med at reducere symptomer på depression, og lindre snurren og følelsesløshed i hænder og fødder.
Akupunktur: En del mennesker melder om gode resultater med at bruge akupunktur til at lindre snurren og følelsesløshed.
Kold-/varmebehandling: Ved skiftevis at udsætte kroppen for varme og kulde kan man naturligt øge blodgennemstrømningen, og potentielt reducere følelsesløshed og snurren. Vinterbadning med sauna er et populært valg, men kombinationen af sauna og koldtvandsbruser i svømmehallen er også et fint alternativ.
Hårtab og udtynding af håret: Når depression påvirker hårsækkene
Et sjældent, men meget nedslående symptom på depression er hårtab eller udtynding af håret, som kan forekomme for såvel mænd som kvinder 👨 👩
Der er flere forskellige måder, hvorpå depression kan føre til hårtab eller give tyndt hår:
Stress: Når en person lider af depression, kan stressniveauet i kroppen stige betydeligt. Stress kan føre til, at hårsækkene går ind i en hvilefase, hvilket resulterer i en reduktion af hårproduktionen. Dette fænomen kaldes for telogen effluvium, og kan forårsage midlertidigt hårtab.
Hormonelle ændringer: Depression kan føre til hormonelle ændringer i kroppen, hvilket kan påvirke hårvæksten negativt. For eksempel kan en ubalance i skjoldbruskkirtel-hormonerne bidrage til hårtab.
Dårlig ernæring: Depression kan også føre til dårlig ernæring, enten på grund af nedsat appetit eller usunde spisevaner, fordi der ikke er overskud til andet. Hvis kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer den har brug, kan det påvirke hårets sundhed og vækst.
Sådan kan du proaktivt afhjælpe hårtab og udtynding:
Implementer sunde vaner: Prøv at opretholde en nogenlunde “sund” livsstil ved at spise en afbalanceret kost, motionere regelmæssigt og få nok søvn! Alle disse tiltag kan bidrage til både at lindre depression og stress.
Reducer stress: Find måder at håndtere og reducere stress i dit liv på. Prøv eventuelt at give dig i kast med afslapningsteknikker som Tension Release Exercises, meditation, Yoga, dyb vejrtrækning eller vagus-nerve-øvelser. Glem ikke at prioritere tid til dig selv og dine interesser for at skabe balance og velvære.
Plej dit hår: Vær opmærksom på, hvordan du plejer dit hår. Undgå hårplejeprodukter med skrappe kemikalier og vælg blide, naturlige produkter i stedet. Undgå stramme frisurer, der trækker i håret og forårsager yderligere hårtab.
Overvej kosttilskud: Tal med din læge eller en ernæringsekspert om, hvorvidt kosttilskud, såsom biotin, zink, jern og vitaminer (f.eks. B-vitaminer), kan hjælpe med at styrke dit hår og fremme vækst.
Vær tålmodig: Hårvækst er en langsom proces, og det kan tage måneder, før du ser forbedringer. Vær tålmodig og fortsæt med at tage de nødvendige skridt for at forbedre din fysiske og psykiske velbefindende
Hudproblemer som udslæt og acne: Når huden sladrer om depression
Få mennesker er klar over det, men depression kan rent faktisk forårsage hudproblemer som acne, udslæt og eksem.
Det er der forskellige årsager til.
For det første så stresser depression kroppen, hvilket kan overstimulere immunsystemet, og føre til forhøjet inflammation i hele kroppen.
Denne inflammation kan resultere i en række hudproblemer, herunder udslæt og eksem.
Endvidere kan depression reducere produktionen af naturligt fedt i huden (sebum), hvilket gør huden tør og kan resultere i kløende og skællende områder (kilde:sciencedirectassets.com).
For at gøre ondt værre, så er tør og irriteret hud mere modtagelig for at udvikle udslæt og andre hudproblemer.
Det er også værd at bemærke, at personer med depression tit vil falde ind i en uhensigtsmæssig adfærd, der kan forværre hudproblemer.
Man vil eksempelvis være mere tilbøjelig til at udvikle usunde vaner som rygning, alkoholforbrug eller dårlige madvaner. Alt sammen faktorer der spiller ind i hudproblemer.
Sådan kan du lindre hudproblemer forbundet med depression:
Hensigtsmæssig gudplejerutine: Følg en daglig hudplejerutine med rens af huden og påføring af fugtighedscreme og solbeskyttelse for at beskytte og pleje huden.
Undgå stoffer og kemikalier der kan irritere huden: Vælg eksempelvis hudplejeprodukter uden parfume, alkohol og andre udtørrende og allergifremkaldende stoffer.
Begræns dit forbrug af tobak og alkohol: Rygning og overdreven alkoholforbrug kan forværre huden, og forårsage yderligere stress i kroppen.
Hydrering: Drik rigeligt med vand i løbet af hverdagen for at holde kroppen hydreret og hjælpe kroppens “renseorganer” med at gøre deres arbejde.
Rystende hænder og tremor: Når depression får kroppen til at skælve
Depression kan i nogle tilfælde forårsage tremor (rystelser) i kroppen og rystende/sitrende hænder 😵
Man mener at disse symptomer opstår, fordi depression kan påvirke centralnervesystemet, som blandt andet er ansvarligt for at koordinere muskelbevægelser og balancen.
Hvis man har en underliggende depression, kan der opstå en ubalance i signalstofferne i hjernen som serotonin, dopamin og noradrenalin.
Disse kemiske stoffer spiller en vigtig rolle i reguleringen af humør, motorisk kontrol og andre kognitive funktioner.
Når der er en ubalance i disse neurotransmittere, kan det føre til ufrivillige muskelbevægelser, herunder rystelser og tremor.
Tiltag du selv kan give dig i kast med for at lindre rystelser og tremor forårsaget af depression:
Stresshåndtering: Jo mere afslappet din krop kan være, jo bedre vil den håndtere stressen fra en underliggende depression. Prøv at give dig i kast med forskellige afslapningsteknikker som meditation, yoga, åndedrætstræning eller visualiseringøvelser.
Regelmæssig motion: Motion kan hjælpe med at frigive endorfiner og forbedre humøret, hvilket for nogle kan reducere rystelser og tremor.
Sørg for at få tilstrækkelig søvn: Prioriter god søvnhygiejne og sigt efter 7-9 timers søvn hver nat for at give din krop tid til at reparere og regenerere.
Undgå alkohol og stimulanter: Begræns indtaget af alkohol, koffein og andre stimulerende stoffer, der kan påvirke nervesystemet.
Ændringer i tale- og stemmemønstre: Når stemmen ikke længere føles som din
Depression kan overraskende nok også påvirke din måde at tale på og din stemmeføring.
Når du er deprimeret, kan det måske komme bag på dig, at du taler langsommere end du plejer.
Nogle oplever ligefrem en form for lammende fornemmelse i hals, mund og tunge, der resulterer i en snøvlende tale, som om man har drukket for meget alkohol.
Din stemme kan også lyde mere monoton og energiforladt.
Tips til håndtering af ændringer i dit tale- eller stemmemønster:
Prøv at øve dig på at tale højt og tydeligt: Selv hvis du føler dig begrænset i stemmen.
Vær tålmodig med dig selv: Husk, at det tager tid at komme sig over en depression, og du vil muligvis ikke opleve øjeblikkelige fremskridt med dine taleudfordringer.
Øv dig på at bruge stemmen alene: At træne sig i at tale alene kan hjælpe dig med at opbygge lidt selvtillid og dæmme op for noget af den angst, der også kan komme i kølvandet på taleproblemer forårsaget af depression.